Space Denmark står i spidsen for lanceringen af Space Nordic, et nyt initiativ, der skal knytte den danske rumsektor tættere sammen med de øvrige nordiske lande for at styrke regionens konkurrenceevne og internationale synlighed. Projektet har et samlet budget på 12 millioner norske kroner, hvoraf 6 millioner kommer fra en bevilling fra Nordic Innovation, mens resten er medfinansiering fra partnerne.
Space Nordic løber over tre år og skal løse den fragmentering, der i dag begrænser regionens potentiale. Målet er at sikre, at Danmark og de øvrige nordiske lande bliver set som en samlet og stærk aktør i den globale rumøkonomi. Projektpartnerne er Space Denmark og Syddansk Universitet (Danmark), Tampere University (Finland), Uppsala Innovation Centre og Innovatum Science Park (Sverige) samt Norwegian Space Cluster (Norge).
En stærkere stemme for Danmark i Norden og internationalt
Danmark har allerede stærke kompetencer inden for rumfart, men det manglen på koordineret samarbejde i regionen svækker vores mulighed for at konkurrere på det globale marked. Space Nordic vil ændre dette ved at skabe tættere samarbejde mellem danske organisationer og deres nordiske partnere. Projektet vil blandt andet styrke udvekslingen af forskning og teknologi mellem forskningsmiljøerne og slutbrugerne, udvikle en fælles ramme for formidling af forskning og sikre en koordineret tilstedeværelse ved store internationale rumfartsmesser og -konferencer.
For Danmark betyder dette bedre adgang til fælles forskningsinfrastruktur, stærkere partnerskaber med nordiske og europæiske industriledere samt en mere overbevisende fortælling, når vi møder globale købere og investorer. Ved at lede dette initiativ placerer Space Denmark det danske rumøkosystem i centrum af en fælles nordisk indsats, hvilket vil forstærke vores indflydelse og åbne nye muligheder for vækst.
Hvad Space Nordic betyder for Danmark
Over de næste tre år vil Space Nordic koordinere fælles nordiske delegationer til internationale rumfartsmiljøer. Frem for tilgangen indtil nu, der har været baseret på nationale pavilloner, vil vi i stedet være til stede med fællesnordiske pavilloner, der løfter Danmarks synlighed side om side med vores nabolande og skaber et mere samlet brand for regionen.
Projektet vil desuden kortlægge specialiserede forsknings-, validerings- og testfaciliteter på tværs af Norden, hvilket vil gøre det nemmere for danske SMVer at udvikle og teste rumteknologier. Derudover vil vi med en standardiseret tilgang til formidling af forskning bygge bro mellem danske akademiske gennembrud og anvendelsen i industrien, så lokale virksomheder bedre kan udnytte innovation på nordisk plan. Endelig vil Space Nordic lette kontakten mellem danske rumaktører og store internationale købere, så Danmarks bidrag til sektoren bliver synligt og efterspurgt.
Et strategisk skridt for dansk rumlederskab
”Den nordiske region har allerede gode forudsætninger for at blive en centralt rum-hub i Europa. Vi har virksomhederne, universiteterne og det samarbejdsorienterede mindset, der skal til for at udnytte den hurtige vækst i den globale rumsektor. Men det kræver, at vi koordinerer og arbejder sammen,” siger Søren Gram Riisgaard, adm. direktør i Space Denmark.
Bliv en del af Space Nordic
Vi inviterer organisationer fra hele den danske rumsektor til at deltage i Space Nordic og medvirke til at forme fremtiden for regionens rumsektor. Ved at følge med i vores aktiviteter vil danske virksomheder, forskere og institutioner få adgang til et bredere netværk, fælles ressourcer og en stærkere fælles stemme på den globale scene.
Besøg Space Nordic’s hjemmeside for at lære mere og udforske samarbejdsmuligheder.
Pressekontakt
For yderligere information, kontakt:
Søren Gram Riisgaard
Direktør, Space Denmark
+45 60 54 48 81
sgr@spacedenmark.dk
Hvad er Space Denmark?
Space Denmark samler Danmarks rumøkosystem på tværs af forskning, industri, startups og offentlige myndigheder. Organisationen fungerer både som et nationalt samlingspunkt og en international platform, der forbinder mennesker og idéer for at styrke samarbejde og støtte innovation i landets rumsektor. Gennem arrangementer, vidensdeling og rådgivning skaber Space Denmark et samlende netværk, der bidrager til sektorens vækst, samtidig med at organisationen fremmer Danmarks rumfartskompetencer internationalt.
Søren Gram Riisgaard grundlagde Space Denmark i december 2024 med ambitionen om at skabe et mere forbundet og synligt rumøkosystem i Danmark. Med en baggrund i international handel og erfaring fra den britiske ambassade, hvor han støttede samarbejdet mellem Storbritannien og Danmark, bringer Søren et globalt perspektiv med sig i arbejdet med at være brobygger i rumsektoren. Hans fokus er at opbygge partnerskaber og styrke Danmarks position inden for den internationale rumsektor.


